onsdag den 13. maj 2015

Open Wide Zippered Pouch - nu på dansk

De sidste 5 måneder har jeg syet ret mange Open Wide Zippered Pouch efter den super gode vejledning/mønster fra NoodleHead. Ikke kun giver vejledningen en fantastisk god metode til at sy lynlås i så det ser prof ud, - metoden gør også at pungen kan lukkes helt op!
Da jeg ved, at der er en del danske patchworkere, der ikke lige har lyst til/mod på at skulle arbejde ud fra en engelsk vejledning, har jeg fået lov af Anna Graham at lave en vejledning på dansk. Enkelte steder vælger jeg en anden metode end i original vejledningen.

Du finder ingen mål i min vejledning, dem kan du derimod finde lige her. Anna Graham har lavet et super godt skema, som er lige til at printe ud. Alle mål er i inch - hvis du vil arbejde i cm, skal du blot gange med 2,54. Vejledningen giver tre forskellige størrelser, men metoden kan naturligvis bruges til alle mål.

Jeg har valgt at lave både min forside (her syet sammen af 3 stykker stof) og min inderside i et stykke. I NoodleHead vejledningen er begge dele i to stykker. Det har betydning når lynlåsen skal syes i, så tjek op om du bedre kan lide den metode Anna Graham viser.

Sømrum:
Ved isyning af lynlås 1/4". Alle andre steder 1/2".

Til en Open Wide Zippered Pouch skal der bruges:
Yderside  med mellemfor - jeg har brugt termolam og quiltet delene sammen
For - kan stives med en eller anden type vlies alt afhængig af mellemforets stivhed
En lille lap til enden af lynlåsen
En lynlås - min metode kræver en lynlås der er mindst 10 cm længere end pungen er bred
Gerne en matchende tråd

 Læg lynlåsen ret mod ret med ydersiden. Sørg for at metaldimsen ligger 3/4" fra kanten. 


Buk snippen op og sæt den fast med en knappenål.

Sæt lynlåsen fast (knappenåle eller som her klemmer) langs kanten indtil 1" før kanten.

Sæt en knappenål i 1" før kanten, og også en 1" ned langs kanten fra hjørnet.

 Læg foret ret mod ret sammen med ydersiden - lynlåsen skal nu ligge mellem lagene.

Monter lynlåsfod. Sy fra starten af stoffet, start med af hæfte. Når du kommer til ombukket af lynlåsen, skal du sy en gang frem og tilbage over den.

Fortsæt langs lynlåsen indtil knappenålen 1" før enden af stoffet. Sy igen frem og tilbage et par gange - sy ikke over knappenålen!

Træk lynlåsen mod venstre, så kanten af den "rammer" knappenålen. Sæt den evt. fast med en klemme, hvis du gerne vil have begge hænder fri. Lag forstoffet tilbage over ydersiden og sy til enden. Hæft.

Nu til den anden side af lynlåsen. Det er nu, det er nødvendigt med en lang lynlås, for ellers kan du ikke få delene til at ligge rigtigt under sammensyningen!

Gør nøjagtigt som før - eneste forskel er at yderside og foret allerede er syet sammen i modsatte side. Sy også denne gang fra starten af lynlåsen.

Du har nu et rør med lynlås i begge sider. Vend retsiden ud og pres kanterne langs lynlåsen pæne.

Vend vrangen ud igen, og sætknappe nåle i langs kanterne. Sørg for at lynlåsen er lynet halvvejs op. Den lange hale af lynlåsen ligger nu inde i yderside-delen af pungen. Sørg for at holde den væk fra sømrummet, så den ikke kan komme på gale veje under sammensyningen af siderne.

Jeg er rimelig hys med at mine lynlåsender/hjørner i pungen skal se pæne ud - hvis du ikke er det, så bare spring de næste billeder over. 
For at få lynlåsen til at passe pænt sammen stikkes en nål gennem begge lag 1/2" inde - det er jo her du skal sy, så det nytter ikke noget at det hele kun passer sammen langs kanten.

Mens jeg stadig har den første knappenål siddende i, samler jeg delene med to andre knappenåle - og fjerner derefter den første knappenål. Nu skal der en del til før det skrider ret meget i forhold til hinanden. Gentag i modsatte side. Sy langs begge kanter med 1/2" sømrum. Lav en vendeåbning på 4" i den ene side.

Spræt vende åbningen op og tjek evt. om matchpunkterne passer.  

Nu skal bunden formes.  Fold et hjørne som på billedet, tegn en streg tværs over spidsen. Læg mærke til hvordan en linje på linealen flugter med sømmen. Husk hjørnemål findes i NoodleHead's måloversigt.

 Sy i stregen og klip hjørnet af. Fortsæt med de resterende 3 hjørner.

Pres sømmene fra hinanden og vend pungen ud gennem vendeåbningen. Møfl hjørnerne på plads. Sy vendeåbningen sammen på maskine eller i hånden.

Sørg for at kanterne langs lynlåsen ligger pænt fladt, og sy en stikning langs lynlåsen hele vejen rundt. Tag dig god tid! Læg mærke til at lynlåsenden ligger til højre for nålen, den skal der endelig ikke syes i.

 Klip lynlåsen af i passende længde - pas på ikke at trække glideren af nu!

Fold og pres den lille lynlås endelap som på billedet. Jeg presser enderne først og bruger derefter det afklippede lynlåsstykke til at presse siderne ind i den rigtigt bredde.

Fold lappen sammen, pres og put lynlåsenden ind i den. Sy hele vejen rundt en gang eller to.

 Nu er din Open Wide Zippered Pouch færdig - og du er klar til at sy en mere...
Jeg har syet denne i det mindste størrelse. Den mellemste kan rumme et sokke-strikketøj, og den største en hel del mere. 

Sådan, nu er det så bare at komme i gang med at sy. Spørgsmål er velkomne, men læs gerne vejledningen igennem en ekstra gang eller to - og se også på NoodleHead inden, da du ofte vil kunne finde svaret selv på den måde... Dette siger jeg ikke for at være vranten, det er simpelthen min erfaring fra tidligere vejledninger.

Rigtig god fornøjelse...

 og husk så at henvise og linke til NoodleHead hvis du viser billeder på blog, patchwork for alle på fb, eller på instagram hvor #openvidezipperedpoucn (og @noodlehead) er på sin plads. Prøv også at søge på dette # og du vil finde mange fine udgaver.

Maria





7 kommentarer:

Gitte sagde ...

Tak for din fine vejledning, nu tror jeg selv jeg kan finde ud af at lave sådan en fin pung/toilettaske eller hvad den nu skal bruges til.

Annestof sagde ...

Tak for at du endnu en gang har gjort et stort stykke arbejde, og at du deler det med os, så det bliver lettere at sy det, der tit volder os besvær.

Anonym sagde ...

Tak for den fine vejledning med gode billeder.. Så ved jeg, hvordan det skal se ud, når jeg selv sidder med det i hånden...

Mvh Maibritt

Bente Iversen sagde ...

Tusinde tak fordi du deler, det er flot arbejde, du gør for os.
Mange hilsner
Bente Iversen

Karin Krogsgaard sagde ...

Rigtig god vejledning du har lavet. Den vil jeg helt sikkert få brug for😁😁

grymerspalet sagde ...

1000 tak kære Maria. Hvor er det dejligt, at du gider lave disse fine vejledninger. Det er virkelig sødt af dig og dejligt med alle billederne. jeg glæder mig til at prøve!

wilson sagde ...

Har du brug for en personlig eller virksomhed lån på 3% rente? hvis ja kontakte os Email: Oceanicfinance113@gmail.com, med følgende oplysninger; Fulde navn: Mobil nummer: Lånebeløb Needed: Varighed: Land: